Business internet
Rentehammeren venter tusindvis af danskere: Så dyrt kan det blive
27-04-2024

Nu går den ikke længere.

En god flok boligejere har de seneste år set til fra sidelinjen, mens renterne er sprunget i vejret. Men for tusindvis af flekslånere, der skal have ny rente til sommer, falder hammeren snart.

Og det bliver dyrt.

Landets største realkreditselskab, Totalkredit, sætter nemlig F3- og F5-lån på auktion i slutningen af maj måned. Fælles for lånene er, at de indtil nu har haft en negativ rente.

Men det slutter snart. Renten er steget betragteligt siden 2019 og 2021, hvor lånene sidst var under hammeren. Derfor kan de 8.000 boligejere, som det vedrører, godt forberede pengepungen.

»Der venter en betydelig merregning, fordi boligejerne vil få en rentestigning på over tre procentpoint,« siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.

Dog er det ikke blot kassebeholdningen hos 8.000 F3- og F5-lånere, der står for skud. En hel skare af flekslånere, som får ny rente hver sjette måned, bliver formentlig også ramt på pengepungen til sommer.

Det kan virke paradoksalt i en tid, hvor Den Europæiske Centralbank taler om at sætte renten ned.

Et lille udbud

I alt er der tale om, at boliglån for cirka 16 milliarder kroner ryger under hammeren for at få ny rente den kommende tid.

Det er »et ret lille udbud«, konstaterer Frederik Romedahl Poulsen, chefanalytiker i Danske Bank. Alligevel er det svært at finde lyspunkter på boligejernes vegne.

»Ingen tvivl om, at det, der sker lige nu, ikke har gjort det nemmere for låntagere med rentetilpasning forude,« siger chefanalytikeren med henvisning til, at markedet nu tror på færre rentefald fra Den Europæiske Centralbank end tidligere.

Det har givet genlyd på blandt andet F5-renten, som er steget godt 0,25 procentpoint siden april.

Selvom hammeren for de 8.000 F3- og F5-lånere først falder endegyldigt i slutningen af maj, så tegner der sig et klart billede af, at de må grave dybere i lommerne.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, har regnet på, hvor stor ekstraregning de pågældende låntagere kan ende med.

Meget lidt positivt at sige

Tager man udgangspunkt i kurserne fredag formiddag, vil F5-renten lande på 3,2 procent og F3-renten på 3,3 procent.

Zoomer man ind på F3-lånerne, som afdrager, kan de få en månedlig ekstraregning på 680 kroner efter skat pr. lånte million. Endnu stejlere går det for F3-lånerne uden afdrag, som står til at skulle betale 1.930 kroner mere for at låne en million.

F5-lånerne har udsigt til en stigning af cirka samme kaliber. Det vil blive omtrent 620 kroner dyrere at låne en million med afdrag. Og 1.770 kroner dyrere uden afdrag.

»Det eneste positive, man kan sige, er, at det (højere renter, red.) ikke kommer som nogen overraskelse længere. Vi har snakket om høje renter i et godt stykke tid,« siger Lise Nytoft Bergmann.

De afdragsfrie lån rammes hårdest, fordi en del af rentestigningen ikke kan omvæltes i et lavere afdrag – sådan som tilfældet er for lånene med afdrag.

Realkreditlån er nemlig bygget op som et annuitetslån. Det vil, ifølge Nordea, sige, at ydelsen typisk vil være den samme i hele lånets løbetid. I starten af lånets løbetid vil størstedelen af ydelsen bestå af rente, og en mindre del vil være afdrag. Men over tid vil en stadig større del af ydelsen blive afdrag på gælden.

Selvom ekstraregningen kan løbe op i mange tusinde kroner hver måned, så er Totalkredit – som snart sender lånene under hammeren – ikke bekymret.

Sune Malthe-Thagaard betoner nemlig, at det overordnet er nogle ret pengestærke boligejere, som står over for rentestigninger i denne omgang.

Han bemærker, at der generelt er en overvægt af sjællændere og folk omkring storbyerne med variable lån. Mange af dem har oplevet værdistigninger på deres bolig og er erfarne på boligmarkedet.

»Det er boligejere med en god økonomi, som vil opleve stigende renter, og det er også derfor, at vi ikke er bekymrede for rentestigninger,« siger Sune Malte-Thagaard.

Men kan du forstå, hvis boligejerne selv er bekymrede?

»Selvfølgelig kan jeg det. Jeg hører, der er masser, hvor det fylder. Selv folk med gode økonomier, som ikke er bekymrede for, om de kan klare det, synes, det er træls,« siger Sune Malthe-Thaagaard:

»Hvis man er bekymret – uanset hvor meget – så bør man tage fat i sin bankrådgiver.«

Det hører dog også med til fortællingen, at det netop er i det område, hvor der er flest med flekslån, at boligejerne generelt også vil opleve den største stigning i de nye boligskatter.

Redningen ude af sigte

Den højere rente slår igennem for F3- og F5-lånerne 1. juli.

Men den fastsættes allerede på auktionerne i slutningen af maj, og det kan føles som salt i såret, at de 8.000 boligejere lige nøjagtigt risikerer at misse en rentenedsættelse.

Den Europæiske Centralbank, ECB, har nemlig i månedsvis varmet op til at sænke renten på deres møde i juni. Men intet er sikkert.

Og inden man gnider saltet for meget rundt i såret, betoner både Sune Malthe-Thaagaard og Lise Nytoft Bergmann, at markedet allerede har taget højde for noget af det mulige rentefald.

»Selvom renten ser høj ud, så tager investorerne allerede forskud på glæderne om, at ECB sætter renten ned. Man regner noget af rentefaldet ind, inden det kommer, men hele rentefaldet regner man selvfølgelig først ind, når ECB trykker på knappen,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Til gengæld når godt 16.000 F-kortlånere hos Totalkredit og 10.000 FlexKort-lånere hos Realkredit Danmark at få det potentielle rentefald med.

Alligevel står de for skud.

En anden gruppe bliver ramt

De godt 26.000 boligejere i de to institutter skal nemlig have en helt ny obligation.

Det sker med et par års mellemrum for dem med de korteste rentebindinger. Det særlige er, at de nye obligationer efter alt at dømme vil ende med et højere kurstillæg end hidtil. Kurstillægget er den merrente, som investorer vil have for at købe obligationen i forhold til den underliggende rente.

Dermed vil rentebesparelsen – helt eller delvist – blive spist op.

Realkredit Danmark forventer, at tillægget vil gå fra 0,37 procentpoint til 0,55 procentpoint.

»I så fald venter vi en samlet rente på 3,8 procent for disse låntagere – og dermed 'kun' et rentefald på 0,2 procentpoint i forhold til, hvad de betaler nu,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Stigningen er voldsommere i Totalkredit, hvor kurstillægget i yderste tilfælde kan gå fra 0,12 procentpoint til op over 0,5. Det vil betyde en forskel på 0,38 procentpoint.

»Den gruppe kommer til at sidde med en måske lidt ærgerlig fornemmelse, fordi de kommer til at gå glip af noget rentefald,« siger Sune Malthe-Thagaard.

De variable lån, som får en ny rente hver sjette måned, fastsættes ud fra den officielle cita6-rente, der fastsættes hver dag i pengemarkedet, og et kurstillæg. Og selvom cita6-renten har pil ned, hvis ECB sænker renten, så har kurstillægget pil op.

Sune Malthe-Thaagaard forklarer, at kurstillæggets pil op skyldes en »myriade« af grunde. Blandt andet, at der er flere F-kort-obligationer i omløb, hvilket presser tillægget op.

Desuden vil de nye obligationer vare længere end hidtil. Det betyder en større risiko for investorer, og dermed kræver de en højere kompensation i kurstillægget.

Totalkredit forventer, at ECB sætter renten ned tre til fire gange i år. Markedet forventer to til tre a 0,25 procentpoint.

Udenlandske hænder stod for mere end ti procent af bnp i 2023
27-04-2024

Udenlandsk arbejdskraft bidrog i 2023 til 11,6 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (bnp).

Samlet har udenlandske lønmodtagere bidraget med 322 milliarder kroner til Danmarks bnp sidste år, viser en analyse fra Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

- Det viser, at udenlandsk arbejdskraft er uundværlig for dansk økonomi, lyder det fra Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.

De 322 milliarder kroner er det højeste bidrag til bnp fra udenlandsk arbejdskraft nogensinde ifølge erhvervsorganisationens analyse.

Samtidig viser analysen, at 15 procent af alle fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i Danmark i 2023 var fra udlandet. Det svarer til 318.000 lønmodtagere.

For Dansk Erhverv er udenlandsk arbejdskrafts betydning for den danske økonomi vigtig at få frem, da man ifølge Brian Mikkelsen stadig "har en tendens til at blande diskussionen om udenlandsk arbejdskraft med udlændingepolitikken".

- Udenlandsk arbejdskraft er uanset hvad en kæmpe, kæmpe gevinst for vores samfund.

- Mange virksomheder ville ikke fungere uden udenlandsk arbejdskraft, vi ville mangle finanserne, og vi ville blive et fattigere land, siger han.

Og der er brug for endnu flere hænder fra udlandet på grund af "demografisk modvind", mener Brian Mikkelsen.

- Helt konkret foreslår vi, at man laver partnerskabsaftaler med lande, som kan bidrage til det danske samfund. Det kan være ingeniører fra Indien, det kan være it-folk fra Canada, det kan være servicefolk fra Filippinerne.

- Det vil være win-win-win for det danske samfund. For de kommer ind i en virksomhed og udfylder en funktion, de betaler skat, og virksomhederne kan blive ved med at udvikle sig, siger Brian Mikkelsen.

Danmarks anden store erhvervsorganisation Dansk Industri kom onsdag frem til, at næsten 9 ud af 10 nye medarbejdere hen over det seneste år er udenlandske medarbejdere.

Beskæftigelsen er i perioden vokset med 22.759 medarbejdere og nettotilgangen af udenlandsk arbejdskraft er på 19.811 personer. Det svarer til 87 procent.

Ifølge Dansk Industri handler det først og fremmest om, at der ikke er flere ledige danske hænder.

/ritzau/

25.000 hjelme fra konkursramte Hövding sælges til udlandet
27-04-2024

Et lager på 25.000 cykelhjelme fra det konkursramte selskab Hövding er blevet solgt til udlandet.

Det rapporterer det svenske medie SVT Skåne.

Selskabet endte i store problemer, efter at Sverige i december besluttede at stoppe salget af cykelhjelmen Hövding 3.

Salgsforbuddet blev dog ophævet i april i Sverige, og det har muliggjort et salg af hjelmene til en ikke offentliggjort udenlandsk køber, skriver SVT.

- Køberen ved, at en del af hjelmene har været omfattet af et salgsforbud, siger kurator Johan Klåvus til mediet.

Hjelmene havde angiveligt tidligere en værdi på 75 millioner svenske kroner.

Kuratoren ønsker ikke at sige, hvem der har købt hjelmene. Der er tale om en europæisk virksomhed, men køberen har forpligtet sig til at sælge hjelmene uden for EU.

I Danmark blev salget af Hövding 3 stoppet i februar - dog uden at der blev nedlagt egentligt forbud.

Sikkerhedsstyrelsen opfordrede forhandlere til at stoppe salget af Hövding 3, "da hjelmen ikke lever op til sikkerhedskravene".

De 12 forhandlere, som styrelsen kendte til, fulgte opfordringen og stoppede salget.

- En væsentlig risiko ved funktionen af Hövding 3 er, at airbaggen ikke bliver udløst og dermed ikke giver beskyttelse, hvis brugeren bliver ramt direkte forfra enten ved sammenstød med et køretøj med flad front som en bus eller en lastvogn, eller fordi brugeren kører ind i for eksempel en mur eller et træ, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Sikkerhedsstyrelsen understreger, at cykelhjelmen ikke er farlig - og også yder bedre beskyttelse end ikke at bruge nogen værnemidler.

Har man allerede købt en Hövding 3, frarådes det således ikke at bruge den.

Det er dog "vigtigt, at brugerne er klar over, hvad deres airbag egner sig til, og hvornår de ikke er beskyttet", sagde vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen i februar.

/ritzau/

Du betaler gebyrer i udlandet – måske helt uden at vide det: I denne bank slipper du billigst
27-04-2024

At rejse er at leve.

Men at rejse er også at bruge rigtig mange penge på hoteller, fly og mad.

Hvad de færreste nok tænker over, er, at man oveni betaler gebyrer til sin bank, hver gang man svinger sit betalingskort i udlandet. Dog er gebyret ganske forskelligt, afhængigt af hvilken dansk bank man er kunde i.

Det viser en gennemgang af prislisterne i 44 danske banker, som banktjenesten Mybanker har foretaget for Berlingske.

Mybanker har specifikt set nærmere på bankernes valutakurstillæg. Det vil sige, hvor mange procent banken lægger oven i valutakursen, når man betaler med henholdsvis Visa eller Mastercard Kredit i udenlandsk valuta.

»Der er ikke voldsomt dyre forskelle, men der er et par enkelte banker, der stikker ud,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech, som er cheføkonom i Mybanker.

En af dem er Sydbank.

Visa er billigere

Landets tredjestørste bank tager hele 2,9 procent af beløbet, når kunderne stikker deres Mastercard Kredit i en terminal uden for Europas grænser.

Det samme gælder for blot tre mindre banker. Sydbank ligger også helt fremme i gebyrfeltet, når kunderne bruger Visakort, både i og uden for Europa.

Sydbank skriver til Berlingske, at banken løbende kigger »på priser og tilpasser dem, når vi finder det relevant, blandt andet i forhold til vores forretning, lovgivning og konkurrencen på markedet«.

En anden stor dansk bank stikker ud i den mere positive ende, men generelt er det lidt billigere at svinge sit Visakort end sit Mastercard i udlandet.

»Mastercard er lidt dyrere. Ofte er der andre tjenester tilknyttet et Mastercard, som forsikringer, og det kan gøre omkostningerne lidt højere,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Han understreger desuden, at Mybanker har taget udgangspunkt i Visa Debit, som mange danskere har i deres Visa/Dankort.

To storbanker i den venlige ende

I den billige ende af skalaen finder man Danske Bank.

Landets største bank har som den eneste intet valutakurstillæg inden for Europa i øjeblikket. Men det ændrer sig.

Når kalenderen viser juli, skal bankens kunder betale 0,5 procent for at bruge betalingskort i Europa. De nuværende 1,5 procent vil fortsat gælde uden for Europas grænser.

Det vil trække Danske Bank op akkurat på niveau med Nordea.

»Danske Bank er faktisk rimelig billig, og Nordea er også konkurrencedygtig på vekselgebyret,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Uanset hvilken bank man har, kan man afbøde lidt af skaderne ved altid at betale i den lokale valuta, når man står i udlandet. 

»Man skal altid vælge at betale i den lokale valuta, selvom man nogle gange bliver tilbudt at betale i danske kroner. Det er, fordi vekselkursen i de butikker vil være til butikkens fordel – ikke din,« understreger cheføkonomen.

Desuagtet kan gebyret på valutakursen hurtigt løbe op i mange penge – især hvis man rejser meget. De forretninger, man bruger kortet i, kan nemlig også lægge egne gebyrer oven på bankens, pointerer cheføkonomen.

Samtidig skal man som bankkunde også hoste op med gebyr, hvis man sidder hjemme på sin egen sofa, men internetshopper i en udenlandsk valuta.

Men alligevel mener cheføkonomen ikke, at man bør skifte bank efter vekselgebyret.

»Det skal man bare leve med«

Der er nemlig mere »smæk for skillingen« på andre parametre.

Jens Uhrskov Hjarsbech peger på, at det i højere grad kan svare sig at skifte bank alt afhængig af renter på ens lån.

»I det store hele er vekselgebyret bare én del af, hvad det koster at være kunde i en bank,« siger cheføkonomen.

Og hvis man snart skal pakke kufferten, så minder Jens Uhrskov Hjarsbech om, at der kommer nogle klare fordele ved at have et betalingskort frem for at slæbe en masse kontanter med.

»Det er ofte billigere at betale med betalingskort end at hæve kontanter ude i Europa. Og så skal man huske på, at så dyrt er det heller ikke, og jeg synes næppe, at man skal lade sig afskrække af at betale lidt ekstra på valutakursen – det skal man bare leve med,« siger Jens Uhrskov Hjarsbech.

Banker kræver nemlig ofte hævegebyrer, hvis man vil have udenlandsk valuta i hånden. Det gælder som regel også, hvis man giver sig til at hæve i en udenlandsk hæveautomat.

Dog kan nogle banker givetvis have særlige fordele for nogle kundetyper, som får fjernet hævegebyret, siger cheføkonomen.

2.790 kroner i timen: Statens Nordic Waste-advokater efterlader millionregning til skatteyderne
26-04-2024

Statens advokat, Kammeradvokaten, har nu i nogle måneders tid været i gang med at undersøge Nordic Wastes ansvar for det massive jordskred ved Ølst, som kulminerede ved nytår.

Indtil videre har Kammeradvokaten ifølge Berlingskes optælling samlet bogført 737,2 timer til fakturering hos Miljøministeriet – i mange tilfælde til en timeløn på 2.790 kroner.

Blandt andet undersøger advokatfirmaet, hvilke andre virksomheder end Nordic Waste, der potentielt kan drages til ansvar for miljøskaden, ligesom det skal under lup, om ledelse, ejere eller andre personer i eller omkring Nordic Waste kan gøres ansvarlige for skaderne.

Og nu kan Berlingske på baggrund af en aktindsigt i samlet set seks fakturaer fra Kammeradvokaten til Miljøministeriet fortælle, hvad den foreløbige pris til dags dato lyder på:

1.987.889,65 kroner.

Kammeradvokatens foreløbigt fakturerede arbejde spænder fra januar til og med marts og giver et perifert, men dog nyt indblik i, hvad statens undersøgelse af Nordic Waste-sagen omfatter.

Blandt andet viser det sig, at Kammeradvokaten allerede 30. januar i år gennemgik en række koncernregnskaber – heriblandt for Torben Østergaard-Nielsens personlige holdingselskab, SelfGenerations T ApS.

Også SDK Freja, som ejer Nordic Waste-grenen af Torben Østergaard-Nielsens konglomerat, kom tidligt i processen under lup.

Desuden følger et hav af fakturanumre under beskrivelsen »Gennemgang af materiale samt juridiske undersøgelser«.

Berlingskes egen gennemgang af fakturadatoerne viser, at den langt overvejende del af Kammeradvokatens hidtil fakturerede arbejde er foregået i januar og februar, hvorimod der tilsyneladende har været mindre arbejde i marts.

Berlingske har bedt Kammeradvokaten om at svare på, hvornår man forventer, at arbejdet er færdigt, og hvad firmaet tror, at det samlet vil ende med at koste.

Det ønsker advokatfirmaet ikke at svare på og henviser til Miljøministeriet.

Miljøministeriet oplyser til Berlingske, at den første del af undersøgelsen, hvor Kammeradvokaten har vurderet, at Nordic Waste-søsterselskabet DSH Recycling kan stilles til ansvar, er færdig. 

Nu undersøges det, om ledelsen, ejerne eller andre personer hos Nordic Waste A/S kan gøres ansvarlige for de indtrufne skader, oplyser ministeriet videre:

»For nuværende er der ikke fastsat et tidspunkt for afslutning af arbejdet med anden del af undersøgelsen.«

Miljøministeriet kan desuden ikke fortælle, hvad undersøgelsen endeligt forventes at koste samlet set, men henviser til Miljøstyrelsen, som Berlingske ikke har haft mulighed for at få svar fra inden deadline.

Sideløbende arbejde for konkursadvokater

Kammeradvokatens undersøgelse af Nordic Waste-sagen for Miljøministeriet finder sted, mens kuratellet i det konkursramte Nordic Waste-selskab skrider frem andetsteds.

Her spiller Kammeradvokaten dog også en rolle repræsenteret af partner og advokat Boris Frederiksen, som er kurator i konkursboet.

Det er han sammen med Anders Hoffmann Kønigsfeldt, som er partner hos Bech-Bruun, og John Sommer Schmidt, som er partner hos Gorrissen Federspiel.

Kuratellets fælles opgave er at finde så mange penge som overhovedet muligt og fordele dem blandt de kreditorer, der har penge i klemme.

Derudover skal advokaterne tage stilling til, om ledelsesmedlemmer har handlet ansvarspådragende, eller om for eksempel koncernrelaterede selskaber kan blive medansvarlige for virksomhedens kollaps.

Men som Berlingske tidligere har kunnet fortælle, er der umiddelbart ikke noget at komme efter i selskabet Nordic Waste, hvor der hidtil er realiseret aktiver for bare 724.502 kroner.

På den anden side står kreditorerne, som foreløbig har anmeldt krav for 179 millioner kroner. Det beløb forventes at stige betragteligt.

Så medmindre kuratellet eller Kammeradvokatens arbejde for staten kan konkludere, at ledelsesmedlemmer har handlet ansvarspådragende, eller om for eksempel koncernrelaterede selskaber kan blive medansvarlige for virksomhedens kollaps, bliver der ikke mange penge at deles om for kreditorerne.

Kinesisk handelsplatform stormer frem: »Truslen bliver kun større og større«
26-04-2024

Blot syv måneder efter den kinesiske netbutik Temu blev lanceret i Danmark, er den blevet et af danskernes mest foretrukne steder at shoppe på nettet. 

Det viser nye tal fra Dansk Industri, der følger hvilke netbutikker danskerne oftest benytter, skriver Børsen.

Nu er Temu den tredjemest populære handelsplatform i første kvartal af 2024 – kun overgået af Zalando og Matas.

Klikker man ind på temu.com, finder man plastikdimser, hængekøjer til katte, bærbare brændeovne, »trendy solide slip-on sko til mænd«. 

Og også produkter som køkkenredskaber, værktøj og skønhedsprodukter. 

Fælles for produkterne er, at de bliver solgt til billige priser.

For Niels Ralund, der er e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, er det stærkt bekymrende.

»Temu er en stor trussel for danske virksomheder, og truslen bliver kun større og større. Derfor har vi også råbt vagt i gevær de seneste tre-fire måneder,« siger Niels Ralund.

Det har Dansk Erhverv, fordi Temu spiller efter helt andre spilleregler end de danske webshops og detailbutikker gør. De overholder simpelthen ikke de regler, som de danske butikker er underlagt, understreger han.

Det drejer sig eksempelvis om kopivarer og ulovlige produkter.

Temu fjerner dem, hvis det bliver håndhævet, men der er ikke yderligere konsekvenser, siger Niels Ralund. Den slags overtrædelser skal danske virksomheder betale såkaldte straksbøder for.

Netbutikken fungerer på den måde, at den agerer en slags mellemmand mellem kinesiske producenter og køber. Derfor er det nemt for Temu at fjerne varer uden økonomiske konsekvenser for virksomheden. 

»Temu har ikke ansvar for noget som helst i den kontekst,« siger Niels Ralund. 

»Shop like a billionaire«

Temus slogan er »shop like a billionaire«. 

Bag sloganet ligger et aggressivt marketingbudget, der estimeres til at være på omkring tre milliarder dollar årligt ifølge The Wall Street Journal, hvilket er umuligt for danske virksomheder at hamle op med. 

Det drejer sig om reklamer på Google, sociale medier, tv-reklamer og sportsbegivenheder.

»Temu sætter sig massivt på det hele. Priserne på annoncering gennem Google er steget med 20-30 procent, siden Temu kom til Danmark,« siger Niels Ralund. 

»Det hele er jo et spil i den store geopolitiske forandring, der er i gang. Kineserne mangler omsætning på hjemmemarkedet. Og nu er Temu, Shein, Alibaba og Wish her. Jeg kalder Temu for Wish på steroider.«

Niels Ralund forklarer, at Temu har taget ved lære af de andre kinesiske webshops: Temu gør alt for at skjule, at de er en kinesisk netbutik. 

Samtidig hævder Temu ifølge Niels Ralund, at de har hovedkontorer i henholdsvis Boston og Dublin, men det »ser ud til, at de mest af alt fungerer som et slags skalkeskjul.« 

Og så er hjemmesiden oversat til dansk, hvilket har en positiv effekt på kunden. 

Men ikke på den danske e-handel. 

»Det var mig, der startede med at råbe op om Amazon for otte år siden. Det var for at få danske e-handlere til at vågne op,« siger Niels Ralund. 

»Men nu kan den »trussel« jo ikke måle sig med Temu. Det er ikke lige vilkår, som Temu kæmper på. Og det føles jo uretfærdigt.«

En opsigtsvækkende video fra den tyske tv-kanal ARD illustrerer, hvad danske virksomheder er oppe imod. 

»Det er jo meget påfaldende, at der kommer en million pakker fra Temu ind om dagen i den lille Lies-lufthavn i Frankrig. Samtidig går tre toldere rundt. To mænd og en kvinde på stribe. Det ligner noget fra Olsen-banden-filmen,« siger Niels Ralund. 

»De går og kigger på, hvad der ligner en million pakker, der kommer ind om dagen. De tænker nok: Nå, hvilken pakke skal vi skære op og kontrollere?«

Den kinesiske rigmand 

Bag Temu står den kinesiske milliardær Colin Huang, som i dag er Kinas tredjerigeste person. 

Tilbage i 2015 stiftede han e-handelsvirksomheden Pinduoduo, der er en søstervirksomhed til Temu.

Planen var at skære distributører og forhandlere fra og forbinde køber og sælger direkte. Modellen vandt frem blandt de kinesiske forbrugere.

Det er samme model Colin Huang har brugt i Temu til at gå i offensiven på det amerikanske og europæiske marked. 

I de tre første kvartaler af 2023 øgede PDD Holdings, der er selskabet bag de to selskaber, omsætningen med 76 procent til 21,8 milliarder dollar. 

Berlingske har forelagt kritikken for Temu. 

I et skriftligt svar skriver de, at »Temu har en omfattende proces for kvalitetskontrol af sælgerne og produkterne på platformen, så de stemmer overens med kravene på de markeder, der opereres på.«

»Overtrædelser kan føre til advarsler, sanktioner, produktfjernelse, kontolukning eller endda henvisning til regulerende myndigheder for alvorlige eller gentagne lovovertrædelser. Temu opretholder en blokeringsliste for at forhindre problematiske sælgere i at komme ind på platformen igen,« skriver de i en e-mail.

De var kendt som verdens »syv storslåede« aktier – nu er der kun fem, siger investeringsøkonom
26-04-2024

Sidste år var de kongerne af det globale aktiemarked.

Aktiekurserne steg, indtægterne voksede, og det samme gjorde investorernes optimisme. 

Væksten for de syv store tech-virksomheder var så eksplosiv i 2023, at de tilsammen fik tilnavnet The Magnificient Seven:

  • Microsoft
  • Tesla
  • Meta
  • Nvidia
  • Alphabet
  • Amazon 
  • Apple

Men på det seneste har noget ændret sig. 

Optimismen, der før har omringet disse virksomheder, er blevet erstattet med en frygt for, at de kan få svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger. 

Siden årsskiftet er Tesla-aktien faldet med 40 procent, og onsdag tog Tesla beslutningen om fremover at levere endnu billigere produkter for at bevare investorernes interesse.

Samme dag præsenterede Meta – virksomheden bag Facebook og Instagram – dets regnskab for årets første kvartal. Kort efter straffede investorerne Mark Zuckerbergs selskab ved at skrælle 15 procent af markedsværdien.

Anderledes går det samtidig for Google og Microsoft, hvis aktier er blevet sendt på himmelkurs, efter de præsenterede deres kvartalstal torsdag. 

»Det er det, jeg kalder kvartalskapitalisme. Selskabernes regnskaber bliver målt, vejet og vurderet fire gange om året,« siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

Med andre ord er belønningen for vilde væksttal lige så stor, som straffen er, hvis ikke det seneste kvartal har budt på eksplosiv vækst.

Det har senest kostet Meta dyrt. 1.300 milliarder kroner af deres markedsværdi for at være eksakt.

Per Hansen vurderer, at Tesla og Meta nu har mistet deres plads i det fine selskab blandt de syv vinderaktier.

»De kortsigtede forventninger til Meta ligger en anelse under, hvad investorerne havde regnet med og håbet på. Og så er der simpelthen bare afregning ved kasse et.«

»The winner takes it all«

Den hårde straf, Meta og Tesla på det seneste har mødt fra investorer, forklarer Per Hansen med, at investorerne for tiden ikke kigger langt ud i fremtiden, når de skal vælge, hvilken hest de skal lægge deres penge på. 

De ser på, hvad der sker i morgen i jagten på hurtigt afkast.

»Skåret ud i pap køber de ikke en aktie, der er billig. De køber den aktie, de tror stiger i morgen,« siger Per Hansen. 

Da Mark Zuckerberg onsdag meldte ud, at Meta vil kaste endnu flere penge i kunstig intelligens, men uden at forvente afkast før om flere år, var det derfor det sidste, investorer havde håbet på at høre. 

Selvom Meta har leveret et milliardstort overskud i årets første kvartal, er det ikke nok til, at Meta-topchef Mark Zuckerberg kan overbevise investorer om, at Meta er på vej frem inden for kunstig intelligens. 

I hvert fald ikke efter årets første kvartal, understreger Per Hansen. 

»Det betyder ikke, at The Magnificient Seven ikke kan komme tilbage. Men det betyder, at her og nu er de syv blevet til fem, og så kan der komme nogle nye trækheste til,« siger han og tilføjer, at magtbalancen igen kan rykke sig, når virksomhederne skal levere deres næste tal til sommer. 

Tidligere Tesla-underdirektør sælger aktier for over én milliard kroner
26-04-2024

Underdirektør Drew Baglino, der har været en markant medarbejder hos Tesla, meddelte tidligere i april, at han sagde op. 

Og nu viser det sig, at han sælger 1,14 millioner af sine Tesla-aktier, hvilket svarer til aktier for 181,5 millioner dollar eller 1,3 milliarder kroner. Det skriver CNBC

Det skaber yderligere dønninger for bilgiganten, som 15. april annoncerede, at den ville fyre 10 procent af sine medarbejdere verden over. 

Det var samme dag, Baglino meddelte sin afgang fra firmaet på det sociale medie X, der jo deler ejer med Tesla i form af Elon Musk. 

»Jeg elskede at tackle næsten (grine-emoji, red.) alle problemer, vi løste som hold, og jeg er taknemmelig for at have bidraget til missionen om at fremskynde omstilling til bæredygtig energi,« skrev han.

Til gengæld har Baglino måske valgt et godt tidspunkt for sit aktiesalg, der ifølge mediet sker eller skete »omkring 25. april«. 

For som man kunne læse i Berlingske onsdag, så steg Tesla-aktien, efter at selskabet tirsdag annoncerede, at det vil sende nye modeller på markedet hurtigere end forventet. 

Modellerne skal være »nye mere prisvenlige modeller«, meldte Tesla ud, og modellerne vil ramme markedet inden andet halvår af 2025.

Siden mandag morgen er Tesla-aktien således steget i alt 21 procent. 

Baglino havde været i firmaet siden 2006, hvor han begyndte som ingeniør og sluttede som senior vice president, der rapporterede direkte til Elon Musk. 

Han var tillige et velkendt ansigt for aktionærerne, da det ofte var Baglino, der forklarede dem om blandt andet batterifremstilling og bilernes ydeevne, skriver CNBC. 

Business-update: Efter afsløringer fra Berlingske og TV 2: Storbank tvinges til omfattende undersøgelse af gældsrod
26-04-2024

Goddag, kære læser.

Velkommen til dagens Business-update fra Berlingskes erhvervsredaktion.

Det er fredag (juhu), og der er spændende historier i nyhedsbilledet, så lad os bare give os i kast med dem.

God læselyst!

#1 – Nordea tvinges til omfattende undersøgelse af gældsrod

I sommeren 2020 kunne Berlingske og TV 2 sammen afsløre, at Danske Bank i årevis havde opkrævet gæld fra deres kunder i strid med reglerne på grund af omfattende fejl i bankens data og it-systemer.

Banken fik inddrevet millioner af kroner, de ikke skulle have, og sagen fik Finanstilsynet, bankernes statslige vagthund, til at give påbud til Danske Bank.

Samtidig krævede tilsynet redegørelser om gældsinddrivelsen i alle landets største banker, og det førte sidste år til en række påbud over for Nordea.

Nu skærper tilsynet tonen over for banken, for Nordea har ikke i tilstrækkelig grad efterlevet tilsynets påbud, lyder det i en meddelelse.

Derfor har Finanstilsynet på grund af sagens omfang »besluttet, at Nordea Danmark skal iværksætte en uvildig undersøgelse til at undersøge og følge bankens arbejde med dele af de påbud, banken har fået.«

En lignende undersøgelse tvang tilsynet også i 2020 Danske Bank til at iværksætte og betale.

Blandt andet skal den uvildige undersøgelse kulegrave, om Nordea har sat en stopper for den uretmæssige inddrivelse af fejlbehæftede gældsposter.

Til Ritzau udtaler Nordea Danmarks landechef, Mads Skovlund, at banken tager tilsynets påbud til efterretning og »vil sikre, at eksterne uvildige eksperter kan se ind i de aspekter, der kræver tekniske særkompetencer«.

#2 – Russisk træ trodser sanktioner

EUs sanktioner mod import af russisk træ duer ikke, siger Peter Feilberg til Børsen.

Han er direktør for ngo'en Preferred By Nature, som arbejder med at kortlægge og udbygge bæredygtigt skovbrug.

»Sidder du i Danmark og anmoder om dokumentation fra en leverandør, får du den sandsynligvis, men autenticiteten er ofte tvivlsom. Toldpapirer og stempler kan se ægte ud, men dybere undersøgelser afslører ofte russisk oprindelse,« siger Peter Feilberg til dagbladet.

Den russiske træindustri er særligt ejet af russiske oligarker, og i 2021 blev der eksporteret træ for godt 96 milliarder kroner – heraf for over 23 milliarder til EU-lande. Men lande som Georgien, Kasakhstan, Tyrkiet og særligt Kina fungerer i dag som »transitlande« for den russiske træ, skriver Børsen.

Organisationen Forest Stewardship Council (FSC) står bag en international mærkningsordning for træers oprindelsesland. Men ifølge Peter Feilberg foregår den uretmæssige import i en skala, der truer med at undergrave tilliden det system.

FSC skriver til Børsen, at organisationen har igangsat en undersøgelse, der skal forhindre snyd med dokumentationen.

#3 – Danmark giver grønt lys til sort udvinding i Nordsøen

Erhvervsstyrelsen har givet tilladelse til ny udvinding af olie i Nordsøen.

Tilladelsen gives til den britiske kemivirksomhed INEOS, der også er aktive i olie- og kulindustrien.

Det skriver Finans.

For selvom man i 2020 vedtog at stoppe nye tildelinger af olie- og gaslicenser, havde INEOS allerede i 2017 Dongs licens til udvinding i Hejre-feltet, som området hedder.

»INEOS bakker op om den grønne omstilling, og vi ønsker at spille en afgørende rolle. Som et led i den grønne omstilling vil der imidlertid være et behov for olie og gas i mange år, indtil verdens energibehov kan blive dækket fuldt ud af vedvarende energi,« udtaler INEOS' danske chef, Mads Gade, i en kommentar til Finans.

Selskabet forventer at have Hejre-feltet i drift i 2027, såfremt der træffes en endelig investeringsbeslutning.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Danskerne sætter vild pengerekord: »Det er ganske enkelt utroligt«

Danskernes privatøkonomi har aldrig haft det bedre. Og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen vender foreløbig.

Læs her.

B: Ny usikkerhed for danske boligejere efter stærke USA-tal sendte renter til vejrs

»Det blev til endnu en stigning i markedsrenterne efter nye tal fra USA torsdag eftermiddag sendte drømmen om rentenedsættelser til tælling. Det bredte sig også til de europæiske renter. Stik mod analytikernes løfter. Aktierne domineres af nyheder fra teknologiselskaberne,« skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie.

Læs med her.

C: Hun ser ofte virksomheder miste ansatte i forbindelse med barsel – her er hendes syv bedste råd til at undgå det

En ny rapport har for første gang samlet tal over de mentale udfordringer, som mænd og kvinder på barsel kan opleve på arbejdspladsen. Administrerende direktør for Tænketanken EQUALIS, Gine Maltha Kampmann, kommer her med syv gode råd til at undgå bøvl med barsel.

Læs dem her.

Tak, fordi du læste med i dag.

Han er 26 år og allerede »verdens nok førende ekspert« på sit område
26-04-2024

26-årige Leon Y. Xiao er trods sin unge alder allerede førende ekspert på sit område med et cv, som man ellers kun finder hos seniorforskere. 

Han er ph.d.-stipendiat ved IT-Universitetet (ITU) i København, hvor han forsker i såkaldte loot boxes (et slags objekt, som man kan indløse for at få våben eller lignende, der kan bruges i et spil) og gamblinglignende elementer i computerspil.

»Leon er et 100-års talent, som har udgivet 27 fagfællebedømte artikler, allerede inden han har afleveret sin ph.d.-afhandling (det skal nævnes, at en ph.d.-afhandling som regel kun indeholder tre-fire artikler som ikke nødvendigvis er udgivet),« skriver lektor på ITU Rune Kristian Lundedal Nielsen, som har indstillet det unge talent. 

Leon Y. Xiaos talent er allerede anerkendt af Forbes, som har udnævnt ham til en af 30 under 30 år for Sports and Gaming« i Europa i 2023 for hans indflydelse på lovgivningen på området i en global kontekst. 

Lovgivere fra for eksempel Brasilien, Spanien, UK, Australien og Danmark har søgt Leon Y. Xiaos råd eller refereret til hans forskning i deres arbejde, lyder det fra Rune Kristian Lundedal Nielsen.

»Leon er trods sin unge alder allerede verdens nok førende ekspert på sit område med et cv, som man ellers kun finder hos seniorforskere.«

Hans store succes og produktivitet understreges af flere andre anerkendelser. 

Han har i 2021 vundet titlen som Game Changer, der uddeles af GamesIndustry.biz (verdens førende spilindustrimedie), og blev medlem af Future Class i 2022 til The Game Awards (verdens førende prisuddeling i spilindustrien).

Og nu er han også på Berlingskes Talent 100-liste. 

Herunder kan du se alle årets talenter.